Pia Frank er i 2010 blevet en del af værkstedet "Barakken" på adressen Bispevej 9, 8260 Viby J.

8 kunstnere holder dagligt til i "Barakken" og der holdes bl.a. en række åbne arrangementer.
 

Barakken har en fortid som feriekoloni for århusianske børn, her en avisartikel fra 1925

Hver dag på skovtur

Ude ved Stautrup ligger Århus Kommunes ejendom ”Bispegården” med skov, der er som skabt til at lege røvere og soldater i, med fed enge og bølgende kornmarker. Den lune sommervind stryger kælent hen over kløveren, hvor køer og kalve holder festmåltid. Kirsebærrene rødmer i træerne, og i haven pranger blomsterne.

Der er dejligt i ”Bispegården”. Inde i byen i de smålumre baggårde eller i de støjfyldte gader gik asylbørnene, med hvilke der i ferietiden, når asylerne var lukkede, manglede den nødvendige opsigt. Deres spinkle skikkelser blev endog endnu mere blege. En by kan være et helvede for fattige småbørn i den varme sommertid.

Stautrupgårdens herligheder kan ikke bringes til dem, men børnene kan bringes derud. Nogle af dem i hvert fald.

16. juli blev sagen rejst i byrådet, 1. juli forelå Fattigudvalgets indstilling, der tiltrådtes, og allerede 7. juli var man parat til at flytte et passende antal asylbørn derud.

Man havde regnet med 40 i alt. Man rettede så henvendelse til asylerne om de ca. 300 børn, de ellers huser, om at udpege nævnte antal, fortrinsvis fra økonomisk dårligt stillede hjem. 40 børn af de 300 synes ikke at være meget, men man må huske, at mange af asylbørnene kommer med, når de større børn rejser på landet i ferien.

Det blev for øvrigt til 43 straks, og tallet steg snart til 60. Der kom større børn og tiggede om at komme med deres små søskende, og derforuden lod Fattigudvalget enkelte børn, der syntes at lide nød, komme med derud. De skal derud indtil 6. august, altså i en måned.

Klokken godt 8 bringer forældrene dem til Hammelbanegården i Århus. Her kommer de under voksnes opsigt og køres så til Stautrup, hvor de ankommer ved 8.30-tiden.

Her serveres nymalket mælk fra gårdens egen besætning, ca. en halv liter til hver, og alt det smørrebrød, der kan spises. Klokken 12 serveres middag, 2 retter god borgerlig mad, og klokken 5 kaffe eller mælk efter børnenes eget ønske samt smørrebrød. Derefter bliver de vasket, hvorefter de igen føres tilbage til Hammelbanegården.

Rejsen sker som nævnt med Hammelbanen, der har stillet sig meget velvillig. Den forlanger kun 450 kr., og har ikke forlangt en øre mere, fordi antallet er steget fra 40 til 60 børn, mens bilerne ifølge Fattigudvalgets formand, Leonard Hansen, ville flå kommunen.

Vi aflagde i går besøg på gården, der synes at være et lille paradis for børnene. Skønt de kun har været derude i en uges tid, er deres hud allerede brunet, og deres øjne stråler.

De egentlige asylbørn er i alderen fra 3 til 6 år, men der er en enkelt lille fyr, som kun er 2, og der er som nævnt enkelte, der er lidt større. De tager opholdet, som om de var på skovtur hver eneste dag. De arbejder i sandkasser, de tumler med gynger og vippebrædder, og de leger med kalvene.

Kast blot et blik på hosstående billeder, som vor fotograf så lejlighed til at snappe. Er det ikke sundheden og livsglæden, der lyser ud af dem ?

Når de ikke arbejder i sandkassen, går de i skoven eller på engen, naturligvis altid under opsigt, og legen går lystigt dagen igennem.

- Hvilke erfaringer for fremtiden har De nu høstet af dette arrangement, spørger vi Leonard Hansen.

- Det er vel egentlig for tidligt at tale om erfaringer endnu. Jeg kan blot sige, at børnene er meget glade ved at være her, og at de tilsyneladenden har godt af opholdet. Hvad der i øvrigt skal ske, må blive udvalgets sag, men jeg lægger ikke skjul på, at jeg finder, at pladsen her med skov og eng egner sig fortræffeligt til en feriekoloni, således at et langt større antal børn kunne deltage i landlivets glæder. Der kunne naturligvis også være tale om ”Højvangs” have, men det bliver, som sagt, byrådets sag.

Men vi vender tilbage til vort besøg på gården. Straks vi kom, strakte alle småpuslingerne, som billedet viser, hals for at se på de fremmede. Derpå kom de springende og fortalte om deres oplevelser. En af dem havde fundet en frygtelig regnorm. En anden var allerede blevet så akklimatiseret, at han på uforfalsket jysk kunne berette, at der gik to fremmede ”kvejer på wo mark” og således videre.

Inde i den tidligere sovesal er der indrettet soveplads for de, der skal sove middagssøvn. Her fandt vi den lille fyr midt i billedet. Skønt han kun er 3 år, er han en mester i at uddele øretæver, og han var derfor interneret, hvorfor det ikke er så underligt, at han ser lidt mellemfornøjet ud.

Før aftensmaden blev serveret, havde vi haft lejlighed til i spisekammeret at se hele bjerge af sukkermellemmadder, der dog kort efter blev konsumeret i utrolig kort tid.

Da det var forbi, kom det kritiske punkt, da vaskningen skulle foregå. Det gik ikke helt uden skrig og vræl, men alt er så praktisk indrettet, at det dog på forholdsvis kort tid lykkedes at få alle 60 børn givet en omgang.

Og nu slår afskedens time. Der stilles op på rækker og geled, hvorefter der marcheres mod stationen, og indstigningen, eller ”indlæsningen” om man vil, begynder. Det foregår under opsyn af frøken Sørensen, den dame, der også har haft opsyn med børnene dagen igennem, og den foregår uden større spænding. En eller anden lille purk erklærer ganske vist kategorisk, at han vil blive, men der behøves ikke større overtalelsesevner for at få ham med.

Så synes der ”Tingelingelater, tinsoldater” osv., indtil toget kommer, og der under hurraråb vinkes farvel.

Først da bliver der lidt ro på den gamle Bispegård. Køerne trækkes hjem, og raslen med spande forkynder, at nu slår malkningens time. Et gammelt fattiglem lister ud og sætter sig med nogle brødsmuler på en træblok, mens gæs og ænder samles for at æde af hans hænder.

De forskellige lyde dør bort, og snart høres kun myggenes summen og frøernes kvækken. En gulliggrå damp dækker engen, men hinsides den skimtes endnu Brabrandsøens blanke flade, fra hvilken en gråand just har rejst sig for med tunge, halvsøvnige slag af dugvåde vinger at gå ind over.

Det er aften på ”Bispegården”.